Cookies er i IT-terminologi betegnelsen for data - i form af tekst eller binære data - som en hjemmeside placerer på den besøgendes PC, tablet eller mobil.
Disse cookies kan hjemmesiden så læse næste gang den besøgende besøger siden og bruge dem til fx at tilpasse hjemmesiden.
Cookies kan ikke indeholde skadelig kode som fx virus.
Mange cookies indsamler data - ofte fx IP-adressen. Da den er defineret til at være personhenførbar er du omfattet af GDPR- og ePR-reglerne, når du anvender cookies.
Læs her om GDPR-reglerne med hensyn til håndtering af cookies mm.
Det er virkelig vigtigt, at du lever op til cooie-reglerne, da bøderne for ikke at gøre det er ekstremt høje. Hvis en sur kunde eller en konkurrent melder dig, kan hele din forretning være lagt i ruiner.
En cookiehåndtering, som lever op til de mange regler, er altid inkluderet når Kunstnersiden bygger din hjemmeside på eget domæne.
Cookies grupperes i 4 kategorier:
- Nødvendige.
- Præferencer.
- Statistik.
- Marketing.
Nødvendige cookies
Nødvendige cookies er tekniske cookies, som får hjemmesiden til at fungere. Eksempler:
- Webshoppen kommer til at fungere via de tekniske cookies som husker, hvad du har lagt i indkøbskurven.
- Tekniske cookies gør også, at du slipper for at skulle indtaste dit login, fordi hjemmesiden husker det fra sidste gang.
- Det er også en teknisk cookie der gemmer dit samtykke til cookies, så du ikke skal give samtykke hver eneste gang du besøger den samme hjemmeside eller hver gang du springer til en underside.
Cookies til præferencer
Formålet med disse cookies er at give dig en god brugeroplevelse. De registrerer dine præferencer som så kan bruges til at ændre hjemmesidens adfærd eller udseende. Eksempler:
- GoogleMaps kan huske, at du sidst kiggede på Odsherred. Derfor kan GoogleMaps starte med at vise dig samme del af danmarkskortet, næste gang du går på.
- www.micko.dk er både på dansk og engelsk. Hvis du skifter til den engelske udgave, får du også den engelske udgave næste gang du besøger hjemmesiden.
- Det kan også være en cookie der husker det geografiske område du befinder dig i, som så kan bruges til fx at præsentere lokale vejrudsigter.
- På mange webshops kan du angive hvor mange søgeresultater du vil have vist pr. side. Det kan hjemmesiden se næste gang du kommer på besøg.
Cookies til statistik
Statistik-cookies bruges til at måle brugeradfærd. Eksempler:
- Cookies der registrerer hvor længe du er på hjemmesiden, hvilke undersider du besøger og i hvilken rækkefølge. Oplysningerne giver ejeren af hjemmesiden viden om din brugeradfærd, som han kan bruge til at forbedre hjemmesiden.
- De mest kendte statistik-cookies er dem der bruges til besøgsstatistikker, fx i GoogleAnalytics.
Cookies til marketing
Marketing-cookies er ofte cookies fra tredjepart. De stammer fra en underleverandør, som ikke ejer selve hjemmesiden, men har noget indhold på siden, som kan vise reklamer. Tredjepartscookies bruges til at spore og følge dig fra side til side - på tværs af internettet - for at danne en profil af, hvem du er.
Marketing-cookies er lidt specielle på den måde, at de cookies en hjemmeside placerer på din PC kan blive læst og brugt af andre hjemmesider.
Eksempler:
- Du er på cykelhandlerens hjemmeside og ser en YouTube-video om Tour de France. I videoen dukker der en reklame op om sportstøj, som du klikker på. Næste gang du går på YouTube – også selv om det er fra et helt andet sted – ved YouTube, at du interesserer dig for sportstøj.
- Ovenstående eksempel kunne også have været en bannerannonce, som du klikkede på.
- Det behøver ikke altid at være tredjepartscookies. Vi vender lige eksemplerne om: Nu er det din hjemmeside, der placerer cookies.
Lad os sige at du sælger glaskunst. En besøgende har været inde på din hjemmeside og kigget på en bestemt serie af blå glasfade. Når denne besøgende senere går på Facebook, kan du give ham en meget målrettet reklame med præcis de samme blå glasfade.
Det kan lade sig gøre, fordi din Facebook-reklame læser den besøgende cookies, som din hjemmeside tidligere har placeret på hans PC.
Det sidste eksempel kaldes remarketing. Vi har alle oplevet at have kigget efter fx blå glasfade og pludselig dukker der reklamer op for blå glasfade alle steder på nettet.
Remarketing er en yderst effektiv form for marketing af 2 grunde:
- Du ved at modtageren interesserer sig for fx de blå glasfade. Så for modtageren kan det være en meget relevant reklame.
- Modtageren er allerede i gang med en købsproces, og er derfor meget tættere på et køb end en helt tilfældig, du fx ville ramme via en annonce i en avis.
Marketing-cookies kan godt lyde lidt grænseoverskridende. Men du kan også vælge at se dem på denne måde:
- Jeg slipper alligevel ikke for reklamer. Som 60-årig glasinteresseret vil jeg derfor foretrække reklamer på glaskunst fremfor reklamer på babybleer eller kattemad.
Kunstnersiden kan for øvrigt hjælpe dig med en remarketingkampagne på Facebook.