Kunstnersiden


  • Velkommen
  • Ydelser
    • Kunstnerhjemmeside
    • Ekstra funktioner
    • Vedligeholdelse
    • Sidemandsoplæring
    • Klargøring af billeder / Produktvideoer
    • Bliv synlig andre steder
  • Priser
  • Få svar på alle dine spørgsmål
  • Den gode hjemmeside
    • Indholdsfortegnelse
    • Generelt
    • Planlægning
    • Fysisk struktur
    • Logisk struktur
    • Konkrete sider
    • Design
    • Layout
    • Tekster og sprog
    • Tillid og tryghed
    • Priser
    • Teknik
    • Omverdenen
    • Søgemaskineoptimering
    • Vedligeholdelse
  • Eksempler
    • Skabeloner
    • Billedbiblioteker
    • Billedbehandling
    • Farver
    • Skrifttyper
    • Bladringseffekter
    • Markøreffekter
    • Hjemmesider
  • Om Kunstnersiden
  • Kontakt

Bliv synlig - Tiltræk kunder - Sælg mere





Den gode hjemmeside



Design



Rul direkte til afsnittet ved at trykke på et af billederne herunder



Design-fundamentet



Billeder



videoer



Design-fundamentet



Designet



De facto standarder



Som en butik



Logo



Over folden



Overskrifter



Designet



Et webdesign kan være præget af personlighed, mode, trende, personlig smag og meget mere.


Brugervenlighed i designet er vigtigt. Men husk at opfattelsen af hvad der er brugervenligt hele tiden skifter. Det vigtigste, som nok altid vil være gældende, er:

  • En simpel og overskuelig hjemmeside.
  • Indhold der er nemt at forstå.
  • Ingen eller få fancy effekter. Indholdet er altid vigtigere end effekter.

I dag bruger de besøgende scrolling på mobiltelefonen, til at danne sig et første overblik over siden.


Det betyder at det hurtige visuelle indtryk de besøgende får, skal kunne fange deres opmærksomhed og give et overblik.


Midlerne er blandt andet:

  • Strukturen.
  • Overskrifter.
  • Billeder, videoer, grafer.
  • Farver.
  • Tekststørrelser og typografi.
  • Gruppering og luft mellem elementer.

Gruppering og luft handler om:

  • Gestaltloven - loven om nærhed:
    Elementer som hører sammen eller er beslægtede, skal stå tæt på hinanden.
  • White Space:
    Brug masser af luft mellem elementer, der ikke hører sammen.

Gå til toppen af afsnittet

De facto standarder



​Når du sætter dig ind i en bil, ved du at speederen er på gulvet og sidder til højre for bremsen, blinkeren er til venstre for rattet, håndbremsen er mellem forsæderne og så videre. Sådan er det bare, og det er jo praktisk, at du kan sætte dig ind i en hvilken som helst bil og meget hurtigt være i stand til at køre den.


Det samme gælder hjemmesider. Der er bare nogle ting, der er blevet de-facto standard, og det bør du ikke ændre på. Fx:

  • Logo og firmanavn kan altid findes øverst til venstre og du kan altid komme tilbage til forsiden ved at trykke på det.
  • Menulinjen er øverst til højre eller en liste i venstre side.
  • Om-siden er næstsidste menupunkt og Kontakt-siden er sidste menupunkt.
  • Hjemmesiden starter med en header der kort fortæller, hvad du kan forvente på hjemmesiden.
  • Hver side slutter med en footer, hvor du fx kan finde kontaktoplysninger, link til sociale medier og link til fx handelsbetingelser.

Hvis du ændrer på ovenstående risikerer du at miste de besøgende, fordi de ikke gider sætte sig ind i din finurlige måde at strukturere din hjemmeside på.


Brug din kreativitet på at skabe godt indhold – ikke på at opfinde en ny hjemmesidestruktur eller spøjse indfald.


Jeg har set mange hjemmesider, der er designet som om det er den eneste hjemmeside i verden, og hvor de tror, at de besøgende er lige så begejstrede for hjemmesidens finurligheder som ejeren selv. Eksempler:

  • En tom side med teksten: Glæd dig til vores nye hjemmeside.
    Nej - ingen andre end jer selv glæder sig til det. Dine besøgende ser måske 50 andre hjemmesider samme dag - de vil knap nok kunne huske de har set din.
  • Et billede, der fylder hele skærmen med denne tekst over: Vi bygger bro mellem vores kunder og deres slutbrugere.
    Tror I, at de besøgende nu vildt spændt bladrer rundt på jeres hjemmeside for at finde ud af, hvad I egentlig mener med det?
    Nej, glem det - det sker ikke. De er hoppet videre.
  • Jeg har googlet mig til en tilfældig webshop, hvor jeg vil købe en kikkert. Jeg skal nu skrive en masse oplysninger, før jeg får lov at handle, blandt andet en email-adresse og en adgangskode. Ok, jeg oplyser min mail og skriver en tilfældig kode for at komme videre.
    Jeg får nu denne besked: Din email er allerede oprettet under en anden adgangskode.
    Ok, jeg har åbenbart handlet der tidligere. Tror de virkelig, at jeg kan huske deres adgangskode blandt de tusinder af adgangskoder jeg har brugt på hjemmesider gennem tiden?
    Nej, selvfølgelig kan jeg ikke det. Jeg fandt kikkerten et andet sted!
    Det er fuldstændig meningsløst, at man skal oprette en konto, hvis man vil købe en simpel vare.
  • Et teleselskab annullerer deres kunders login, hvis de ikke har været på deres hjemmeside i 3 måneder.
    Det kan godt være de har en lækker hjemmeside, men de fleste kunder kommer der altså ikke for hyggens skyld, men fordi de har et ærinde, fx fordi de skal tjekke en bestemt betaling. Og der kan altså sagtens gå 3 måneder mellem den slags ærinder.

Gå til toppen af afsnittet

Som en butik



Man kan på mange måder sammenligne hjemmesiden med en fysisk butik.


Hvordan har du det med en rodet butik? Du vil formentlig tænke, at det er en discountbutik, og at varerne derfor er superbillige. Sådan tænker de besøgende også om en rodet hjemmeside!


En hjemmeside skal være ryddelig og overskuelig – på den måde fremstår du og din virksomhed ligeså.


Hjemmesiden skal bygges ordentligt fra start. Starter men rodet ud, er det næsten umuligt at rette op på. Hjemmesiden skal jo helst ikke ligne et garagesalg i Sydhavnen. Det sender dårlige signaler.

Sammenlign med en butik

Sammenlign din hjemmeside med en fysisk butik:

  • Facaden.
  • Udstillingsvinduet.
  • Indretningen.
  • Præsentationen.
  • Tilbuddene.
  • Servicen.

Facaden

Forestil dig en butik der ligger i en skummel bydel i Sydhavnen, facadens maling skaller af, skiltet over vinduet er ulæseligt og hænger skævt, ruderne er beskidte så du næsten ikke kan kigge ind og så videre.


Ikke den mest tiltalende butik.


Hjemmesidens facade skal derfor være tiltalende og professionel. Her mener jeg firmanavn, domænenavn, hjemmesidens design og layout. Hvis ikke det er i orden, får de besøgende associationer med butikken i Sydhavnen.

Udstillingsvinduet

Her viser butikken de varer, som de vil fremhæve og som er med til at give butikken en identitet.


Hvis du står foran et butiksvindue, og ikke rigtig kan blive klog på hvad de egentlig sælger, så går du formentlig videre.


Hjemmesidens udstillingsvindue er forsiden, hvor du hurtigt positionerer virksomheden og viser hvilket udbytte, du kan give de besøgende. Typisk viser du også dine nyheder på forsiden.


Det skal være helt tydeligt for de besøgende hvad du sælger og hvilken nytte det kan give de besøgende. Ellers forlader de hurtigt hjemmesiden.


Herunder hører også synlige kontaktoplysninger.

Indretningen

Når du går ind i en tøjbutik, der både har dame- og herretøj, har du brug for at vide, at den bluse du køber til dig selv, ikke tilhører det modsatte køn. Du skal vide, hvor omklædningsrummet er, hvor kassen er med mere.


Indretningen er altså vigtig. Du skal kunne finde rundt og du skal kunne finde de varer, som du leder efter.


Det samme gælder din hjemmeside. Navigationen på hjemmesiden skal være nem og logisk. Det skal være nemt at finde dine produkter og det skal være nemt at finde information om virksomheden, finde kontaktoplysninger med mere.

Præsentationen

Ligger butikkens tøj i en rodekasse hulter til bulter, forventer du, at det er udgåede varer, som du kan få for en slik. Tøj der præsenteres på giner, betragter du som nyeste mode og tillægger en meget højere værdi.


Den samme vare kan altså sagtens tillægges forskellige værdier alene ud fra hvordan den præsenteres.


Det gælder også på en hjemmeside. Virkemidlerne er kvaliteten af fotos, hvilke andre varer præsenteres produktet sammen med, i hvilke omgivelser og så videre.


Det skal også være tydeligt, hvad dine produkter indeholder. De må ikke være for komplekse. Det betyder at du skal være omhyggelig med definitionerne af dine produkter, grupperingen af dem samt deres beskrivelser.


Priser skal være synlige og gennemskuelige. Det gælder både for den fysiske butik og på hjemmesiden.


Der er et helt kapitel alene om priser.


Produkterne skal flankeres af en opfordring til køb (CTA).

Tilbuddene

Butikkens gode tilbud skal frem i lyset og mærkes med tilbudsskilte. De skal i udstillingsvinduet og eventuelt helt ud at stå på gaden.


Det skaber et mersalg.


Hjemmesidens gode tilbud skal også frem i lyset. De kan præsenteres under nyheder, de kan fremhæves med en label, en anden farve på prisen og så videre.

Servicen

Butikken har et personale der kan hjælpe kunden på alle tænkelige måder.


Du har ikke et personale på hjemmesiden, der guider eller servicerer de besøgende. Derfor er det vigtigt, at din hjemmeside på andre måder giver de besøgende tryghed.


Fx ved at du eller dit personale skal altså vises på hjemmesiden.


Hjemmesiden kan også indeholde forskellige guides, der kan hjælpe de besøgende med ting, som personalet i en butik ellers ville hjælpe med.


Der er et helt kapitel om tillid og tryghed.


I Kapitlet ”Konkrete sider” bliver produkt-sider beskrevet mere uddybende.


Gå til toppen af afsnittet

Logo



Det er ikke nødvendigt med et logo – slet ikke for små virksomheder. Men det ser jo godt ud, hvis du har et pænt og relevant logo.


Logoet kan bruges til at skabe genkendelse – give dig et brand. Brug derfor logoet konsekvent på alle medier.


Et sort / hvidt logo med gennemsigtig baggrund fungerer godt, og det vil stå skarpt på alle farver baggrunde.


Et kvadratisk logo passer til de fleste medier. Selve logoet kan jo stadig være fx rundt, men selve billedet bør være kvadratisk.


Logoet skal holdes simpelt og ikke have for mange pixels. Det skal jo stadig være tydeligt de steder, hvor det ikke kan fylde ret meget, fx på de sociale medier.


På internettet kan dit logo også blive vist i browserens fane og / eller først i browserens URL-linje.


Gå til toppen af afsnittet

Over folden



”Above The Fold” er en betegnelse indenfor webudvikling og online marketing for det indhold på en hjemmeside, som er synligt lige når de besøgende lander på en side. Altså inden de begynder at bladre på siden.


Man bruger begrebet til at beskrive, at du skal have nok vigtige oplysninger med over folden, så de besøgende kan få svar på de første spørgsmål uden at skulle gøre noget aktivt på siden.


Hvis hele siden fx er fyldt med et (måske smart) intetsigende billede, og de besøgende ikke får svar på hvad de kan forvente af hjemmesiden, så er de allerede på vej til den næste hjemmeside.


Et eksempel fra den virkelige verden er en forside fyldt 100 % op med en billede af en kedelig bro – ovenikøbet fotograferet i tåge – med en tekst hen over:

  • Vi bygger bro mellem vores kunder og deres slutbrugere.

Så kan det vist ikke gøres meget dårligere. Alt er gråt i gråt, så de besøgende vil også vurdere virksomheden til at være grå. Og de besøgende er ikke blevet spor klogere på, hvad virksomheden sælger.


Gå til toppen af afsnittet

Overskrifter



Overskrifter er i sagens natur gode til at bryde dit indhold op i bidder, så indholdet er nemmere at fortære.


Overskrifter skaber også struktur og bryder monotonien.


Endelig er overskrifter øjenfangere – de kan skabe opmærksomhed.


I kapitlet ”Tekster og sprog” er der et helt afsnit om overskrifter.


Gå til toppen af afsnittet
Gå til toppen af kapitlet

Billeder



Billeder har mange formål



Du skal også findes via billeder



Hints



Billeder har mange formål



t billede er et element på en side, som ofte er undervurderet. Men billeder kan have mange formål, fx:

  • Gøre siden mere appetitlig designmæssigt.
  • Skabe liv på hjemmesiden.
  • Gøre siden mere overskuelig.
  • Skabe opmærksomhed eller interesse.
  • Signalere overskud og professionalisme.
  • Forklare, præcisere eller uddybe en pointe i teksten. Det gør det nemmere at læse teksten, da de fleste mennesker er visuelt anlagte.
  • Erstatte noget tekst, da et billede ofte bedre kan forklare noget komplekst end en tekst kan.
  • Gøre en lang tekst nemmere at komme igennem, da billedet giver små behagelige afbrydelser der giver et lille pusterum for den besøgende.
  • Øge tiden de besøgende er på din hjemmeside.
  • Kunne blive fundet på Google billedsøgninger.

Vores hjerne er indrettet til lynhurtigt at afkode billeder. Vi opfanger billeder før tekst. Billeder er derfor gode til at forklare eller understøtte et budskab.


Det er derfor vigtigt, at dine billeder signalerer præcis det budskab, du ønsker. Hvis billedet ikke passer til teksten eller ikke passer til dit budskab, skaber du forvirring.


Gå til toppen af afsnittet

Du skal også findes via billeder



Tidens tendens er, at flere og flere finder produkter via de billeder, der kommer frem i søgeresultaterne. Mange søger endda efter produkter direkte i billedsøgningen.


Så du skal selvfølgelig have dine billeder af din kunst med der.


Da Google jo ikke kan ”se” billederne, skal du huske at lægge en Alt-tekst på dem.


Skriv fyldestgørende. Det er ikke nok at skrive ”Et maleri”. Skriv i stedet:

  • Maleri af Rundetårn i aftenlys malet af NN.

Så vil billedet findes på de mere konkrete søgninger. Og det skaber interesse.


Når vi ser billeder på en hjemmeside, ser vi det i en kontekst. Der er fx sidenavn, overskrifter og tekst rundt om billedet. Et billede fundet i billedsøgning står alene. Tænk på det når du skriver alt-teksten.


Alt-tekster har hele 3 formål:

  1. Du kan give den besøgende en uddybende forklaring på hvad et billede viser.
  2. Alt-teksterne kan blive læst op for synshandicappede.
  3. Google bruger alt-teksterne til at forstå hvad billedet indeholder, og de er en meget vigtig brik i at hjælpe Googles til at finde din side. Google bruger desuden alt-teksten til deres billedsøgninger.

Gå til toppen af afsnittet

Hints



Billederne skal selvfølgelig være i god kvalitet. Desuden er der lige et par andre hints:

  • Sørg for at billederne ikke fylder for meget – for ellers bliver siden langsom.
  • Mennesker på billeder virker altid bedre end billeder kun af ting.
  • Det er bedre med brede billeder end høje billeder af hensyn til mobiltelefonerne. Med høje billeder skal der bladres meget.
  • Skal du have billeder og tekst til at stå side om side i fx 2 spalter, så skal billedet helst stå til venstre og teksten til høje.
  • Har du mange billeder, kan det være du skal variere på rækkefølgen, men start så med en række hvor billedet er til venstre.
  • Undlad at indlejre teksten i billeder – det kan Google ikke læse.
  • Du har formentlig produktbilleder og situationsbilleder. Men du kan også bruge billeder til at illustrere en tekst uden andet formål end at tilbyde et behageligt afbræk i læsningen. Disse billeder behøver således ikke at understrege dine pointer superskarpt. Har du fx en længere tekst der handler om en god ide, kan et billede med en lysende pære sagtens bruges til at bryde monotonien.
  • Du kan finde billeder i forskellige billedbaser. Nogen koster penge, andre er gratis. Pas på du ikke vælger billeder, der meget opstillede, det trækker nemlig ned på de besøgendes vurdering af hjemmesidens seriøsitet.
  • Vær sikker på at du må bruge billederne jf. ophavsretten. Mange fotografers hovedindtægtskilde er at lægge billeder på internettet og senere lave en søgning på hvem der har brugt dem, og så opkræve et kæmpe gebyr for krænkelse af ophavsretten.

Gå til toppen af afsnittet
Gå til toppen af kapitlet

Videoer



Fordele ved video



Indhold



Udgivelse og arkivering



Fordele ved video



Der er en tendens til at mere og mere bliver formidlet via video. Der er mange ting der er nemmere at forklare ved at vise det, og det kræver som oftest mindre energi at se en video end at læse en tekst.


Studier viser, at en video er 5 gange bedre til at forklare en ting end billeder er.


Fordele med video:

  • Menneskets hjerne er programmeret til at reagere på bevægelse. Det er derfor video og interaktive elementer virker på os. Bevægelse er en ændring i vores omgivelser og vi er genetisk kodet til hele tiden at være opmærksomme på ændringer. Dels for at undgå farer, men også fordi ændringer kan forbedre vores liv. Begge dele er stærke motivationsfaktorer, når det gælder vores valg og handlinger.
  • Video er et utroligt stærkt medie – nok det stærkeste der findes. Video er den hurtigste måde at opbygge et brand på.
  • Video skaber tillid. Ingen anden markedsføring giver så meget tillid. Specielt videoer med mennesker skaber tillid.
  • Video tiltrækker mange kliks, når de dukker op i helt normale søgninger.
  • Video er med til at sikre, at dine besøgende bliver hængende længere tid på din hjemmeside.
  • Video skaber flere konverteringer, fx køb.
  • Video er som skabt til at dele på sociale medier, på blogs samt på webfora. Det kan skabe både trafik, omtale og links til din hjemmeside.
  • Konkurrencen online er blevet hårdere, i takt med at der er blevet flere om buddet. Her kan video være en vej til at differentiere dig i forhold til konkurrenterne.
  • Det kan ofte være lettere og mere pædagogisk at vise og forklare dine produkter på video, end at skrive lange tekster om dem.
  • Vores støt stigende brug af tablets og smartphones gør video til et meget velegnet medie. Det er nemmere lige at se en informationsvideo på sin telefon, end at læse en lang og gnidret tekst.
  • Tablets og smartphones gør det også lettere at producere videoer.
  • Med blandt andet YouTube er det blevet nemt at redigere, lagre og vise videoer. YouTube-videoer kan endda afspilles fra din hjemmeside.

Gå til toppen af afsnittet

Indhold



Videoer behøver ikke være perfekte. I dag ligger der så mange amatørvideoer på nettet, at folk er blevet vant til, at de ikke altid fremstår perfekt.


En video behøver ikke være lang. Tværtimod. Jo hurtigere du kan fortælle dit budskab, jo bedre. En video på 10-15 sekunder er som regel fint.


Hvis du er nødt til at lave en lang og grundig video, risikerer du at tabe de besøgende. Gør i givet fald som Agent 007 filmene, hvor der er en forhistorie inden rulleteksterne. Den skal fange seernes opmærksomhed og få dem til at blive hængende.


Opbygning af videoen:

  1. Fortæl kort hvad der skal ske. Hvad kan de besøgende forvente at få ud af at se videoen.
  2. Hvis du har brug for en introduktion af virksomheden eller af dig, så gør det på 3-5 sekunder.
  3. Indholdet.
  4. CTA.
  5. Slutbillede, der eventuelt leder de besøgende videre på din hjemmeside.

Lav altid vandrette videoer. Det ser mere professionelt ud, for det er det øjnene vil se (ligesom på TV, PC med mere). Desuden passer vandrette videoer til formatet i Facebook, YouTube med mere, så det fylder mest muligt på skærmen. Mange får røde knopper af de lodrette videoer.


Kvaliteten af lyden er vigtigere end kvaliteten af billedet. Flere hopper væk fra videoen på grund af dårlig lyd end på grund af dårligt billede. Derfor er det vigtigt med en god mikrofon – helst en der sidder på personen med en clips. Det kræver en lang ledning (6 meter) eller bluetooth (ret dyrt).


Hav helst undertekster på dine videoer. Så kan de også afspilles i S-toget uden at forstyrre alle de andre rejsende.


Gå til toppen af afsnittet

Udgivelse og arkivering



Typisk uploader man sin video på en videodelingstjeneste som YouTube eller Vimeo.


Det har også den fordel, at videoen kan ses i andre sammenhænge end bare på din egen hjemmeside – medmindre du gør videoen privat.


Du bruger så at sige fx YouTube både som et arkiv og en kanal. YouTube er ret god til begge dele. Du har din egen konto, dine egne kanaler, og der er muligt at foretage diverse redigeringer i din video.


YouTube indeholder desuden gode søgefaciliteter. YouTube er verdens næststørste søgemaskine – ejet af Google. YouTube indeholder mere data end resten af internettet tilsammen.


Den typiske måde at vise videoer på sin hjemmeside er ved at indlejre visningen. Det vil sige at videoen ligger på fx YouTube, hvor YouTube låner lidt plads på din hjemmeside til at afspille den. Igangsætning af videoen sker på hjemmesiden.


Du kan downloade YouTube videoer som fx MP4. Det er fx en fordel, hvis du lægger den på Facebook. Det vil ranke højere i Facebook end at linke til YouTube, som Facebook ser som en konkurrent.


Fordele med YouTube:

  • Gratis.
  • Alle kender det.
  • Kan deles på alle sociale medier.
  • Kan håndtere stort set alle video-formater.
  • Verdens næststørste søgemaskine – efter Google. Her søger folk efter Hvordan gør jeg ….
  • Ejet af Google. Videoer her forbedrer din ranking.
  • Mange er på YouTube hver dag.
  • Nem redigering til de almindelige ting, fx beskær, sammenklippe, tekster, undertekster, justeringer af farve, lys, kontrast, fjerne rystelser, rotere, afspilningshastighed med mere.

Gå til toppen af afsnittet
Gå til toppen af kapitlet
Gå tilbage til indholdsfortegnelsen



Kunstnersiden



Søgårdsvej 8, Gelstrup, 4500 Nykøbing Sj



21 78 33 72

mail@kunstnersiden.dk

CVR 41 93 80 80


Handelsbetingelser - Privatlivspolitik - Cookiedeklaration


Vil du også have en indbydende og sælgende hjemmeside?


mail@kunstnersiden.dk
21 78 33 72